Views

Povl Dissing

Povl Dissing (født 27. januar 1938 i Stavnsholt[1]) er en af Danmarks største visesangere. En rigtig troubadour med en karakteristisk stemme, der har leveret mange ørehængere – som "25 minutter endnu". Han indledte sin karriere i midten af 1950'erne som trompetist i jazzorkestret "Mandagsorkestret". Senere blev det blues- og folkemusik. Der gik nogle år, før Dissing opnåede den brede anerkendelse, han nyder i dag. Mange havde svært ved at forstå hans hæse og teatralske fremførelser af sange fra den danske sangskat. En del syntes ikke, han behandlede dem med værdighed, andre troede, han gjorde grin med dem. Mange har hørt optagelsen fra '65 med Dissings "Ak nej mor, gi' mig en hest mor", hvor publikum griner flere gange undervejs. Povl Dissing spillede de gamle sange, som om det var amerikanske bluesnumre. Det var yderst kontroversielt midt i 60'erne. I slutningen af 60'erne indspillede Povl Dissing en række Shel Silverstein-numre oversat til dansk af Thøger Olesen. Han blev bl.a. bakket op af gruppen Beefeaters. De indspilninger står som nogle af de centrale i dansk beat. Fx "Den grimmeste mand i byen" og "Kvælerslangen". Desuden var Beefeaters backing på Dissings album "Dissing", i folkemunde Nøgne øjne, ifølge Dansk Rockleksikon "Kunst og skønhed på et meget højt plan".[2] Men det er gennem et tæt samarbejde med Benny Andersen fx i "Svantes Viser" i 1973, at Povl Dissing langsomt nærmest er blevet "folkekær". Tre sange fra deres anden plade "Oven Visse Vande" er med i højskolesangbogen. Povl Dissings sang klæder viserne så godt, at han for mange er uløseligt knyttet til dem. Povl Dissing har medvirket i mange teaterstykker, film og tv-arbejder, heriblandt "Lokomotivet Thomas og Hans Venner", hvor han lagde stemme til de første og de nyeste sæsoner. Han har udgivet ca. 25 lp'er/cd'er og har arbejdet sammen med bl.a. "Fuzzy", Peter Thorup og Benny Andersen. Han har tillige medvirket på henved 100 andre plader i alle rytmiske og melodiske genrer. I de senere år har Povl Dissing også spillet sammen med sine sønner, Rasmus og Jonas, samt Las Nissen i kvartetten Dissing, Dissing, Las og Dissing.

Known For: Acting

Birthday: 1938-01-27

Place of Birth: Stavnsholt

Also Known As:

Povl Dissing